Karin Bergquist

Kultbilen PAYKAN – Benzin for to iranske regimer. Iransk dokumentar-film om nationalbilen, der gik ind i den iranske folkesjæl og skabte historie. https://www.facebook.com/events/357528028077483/permalink/371757563321196/

 

Af: Karin Bergquist

Kultbilen Paykan blev et iransk folkeeje og symbol for både shah-styret og præstestyret. Bilen er portrætteret i en fin iransk dokumentarfilm ’Iran’s Arrow’ (2017), der vises under den iranske filmfestival ’IRAN NU’ i Cinemateket.

Filmen, der er en sociologisk undersøgelse af Paykan-bilens betydning for det moderne Iran, en rig olie-nation, bygger på et imponerende filmisk arkivmateriale og udsagn fra såvel Paykan-mekanikere, ingeniører, reklamefolk til Paykan-entusiaster som kunstnere, bl.a. instruktøren bag Irans første industrielle film fra 1970 om netop Paykan-bilen.

Den 45-årige iranske filminstruktør Shahin Armin, der har produceret dokumentarfilmen om Paykan, er sociolog fra London School of Economics med speciale i byer, byadfærd og moderne transportmidler. Han kaldes også for Paykan-Hunter, fordi han brugte 9 år på at samle arkivmateriale og biler til filmen.

Paykan-bilen kom til Iran i 1967 og blev symbol på intet mindre end et land, en drøm, en kærlighed, en historie, men også på had, katastrofe, junkmekanik og revolution. Filmen handler om bilens betydning for den iranske familie og det iranske samfund.

Historisk bil
Bilen er blevet pejlemærke for Irans historie fra Den Hvide Revolution (1963) til middelklassens fødsel, til den Islamiske Revolution (1979) til Iran-Irak-krigen (1980-88) og for social-økonomiske forandringer i efterkrigstiden. Paykan-bilen skabte f.eks. også mobilitet for iranske kvinder, der skulle ud på arbejdsmarkedet efter Revolutionen.

”Bilen fungerede som kollektivt transportmiddel under den 8 år lange Iran-Irak-krig, hvor der var knaphed på alt og man gav hinanden et lift, men tjente siden penge ind på uformel taxakørsel. Saddam Husein vidste ikke at Iranerne var mobile bag ved frontlinjen, men det hjalp Paykan-bilen med. Flere familier flygtede fra krigen i en Paykan. Mange vil ikke sælge deres Paykan, fordi den har hjulpet dem så meget. Autoritære styrer skabte også folkebiler i Rusland og Østtyskland, men tyske Wolgsvagen transporterede ikke passagerer under krigen, ej heller Drabanten i Østeuropa eller Ladaen i Rusland. De biler ændrede ikke Østtyskland eller Rusland, men Paykan ændrede Iran for altid”, forklarer filmens instruktør.

Paykan-bilen blev også forbundet med identitet og status, især for de unge. Man var ’King of the Road’, når man kørte Paykan, og den kunne konkurrere med en BMW 2002. Det var også her, man i 80’erne gjorde alt det forbudte og talte om forbudt politik i de lange køer i Teheran. Man hørte vestlig musik og havde altid et kassettebånd med koranvers, hvis moralpolitiet skulle stoppe en, og kvinder skiftede tøj i bilen, når de havde været til fest med kort nederdel og lange støvler.

Det er ikke noget, filmen behandler, og scener fra før Revolutionen, hvor kvinder ikke havde tørklæder på blev fjernet, før filmen skulle kunne vises på store biograflærreder i Iran.Paykan-bilen, der har været produceret i 38 år på en fabrik udenfor Teheran, kan stadig ses i det iranske gadebillede men er blevet samleobjekt og bruges til kunst-installationer.

PAYKAN overalt
”Paykan var alle steder; man så måske to andre brands for 50 Paykans. Den var en del af den iranske sjæl og med i vores underbevidsthed i flere generationer. Den var med os overalt, i tykt og tyndt. Man var et med sin Paykan og kunne ikke forestille sig en dag uden”, siger fotografen Afshin Gardapanar i filmen.

Paykan-bilen blev et familieeje, iranerne voksede op med den, og nogle gav den navne, som var den et medlem af familien, og de sørgede over den, når den blev solgt eller den skulle skrottes. Mange lærte at køre i en Paykan, og familien tog på ture i den til Sortehavet, på udflugter i Alborz-bjergene eller rundt i landet. Det var en barnedrøm at eje en Paykan. Under krigens bombardementer flyttede familierne sig selv og deres ejendele fra by til land. Den var med i krig, som i fredstid. Livet foregik i en Paykan.

”Den var meget bedre end sine samtidige, en rigtig god bil, der kunne meget, og den foregav ikke at være mere end den er”, siger mekanikeren Gholan Khochsafar nostalgisk i filmen.

Paykan-bilen fandtes i et hav af farver og udgaver, f.eks. som pickup. Den fungerede også som uofficiel taxa, i en orange udgave. Den deltog i krigen som militærbil. Og den fungerede som salgsbil, hvor sælgerne kørte rundt og falbød de nye industrivarer via højtalere; køleskabe, vaske- og opvaskemaskiner, frysere. Den var en hjælp til familie-økonomien. Og den indvarslede en ny tidsalder, industrialiseringen.

Værdier som forbrugerisme og kernefamilie voksede frem i Iran. Landet havde masser af stål, kul og miner. Bilen kom til at symbolisere en tidsalder, hvor Iran gik fra import af teknologi til at være selvtilstrækkelig. Samtidig steg oliepriserne, pengene flød ind i landet, og 50-60’erne betød opblomstring, civilisation og udvikling.

”Shahens ’Hvide Revolution’ i 1962 og jordreformer var en social og blodløs revolution, der gav jorden tilbage til småbønder, men korruption og magt-ubalancer betød, at bønderne ikke kunne nyde fordelen af deres jorde. Det førte til migration og uheldige konsekvenser, for bønderne blev drevet fra land til by og hovedstaden Teheran voksede fra 2,5 til 4,6 mio. mennesker fra 1965 til ’75”, siger instruktøren Shahin Armin.

”Den revolution førte til industrialisering i Iran, og de ville have biler i gaderne, for det var symbol på fremskridt i 1960’erne. Så regeringen tog den britiske bil, der blev produceret af Roots gruppen, der var gået konkurs. Da bilen kom til Iran, var det den rette bil til de rette mennesker til den rette pris. Den blev uhyre populær. De producerede bilen i 38 år, så det var begge regimer, der producerede den, før og efter Revolutionen. De lavede nær 3 mio. Paykan, dvs. en hver 10. minut,” siger han, der har tre Paykaner, en i USA og to i Iran.Han fortæller at Iranerne elsker biler og at biler er et statussymbol.

”Kører du Mercedes eller BMW, så har du gjort det godt. Men det startede med Paykan, som alle ville have, men som især blev symbol for middelklassen. Men efter Iran-Irak-krigen ændrede alt. Ingen anden bil har hjulpet en nation, som Paykan. Ingen tog bilen alvorligt andre steder i verden, men den blev et ikon i Iran. Få iranere kender dog dens historie og aner ikke at den er britisk, og derfor ville jeg lave filmen,” siger Shahin Armin.

I 1970 lancerede producenten af Paykan et reklamefremstød, der blev Irans første industrielle film. Bilen blev så populær, at en fødselsdagssang, der blev lavet til en annonce for bilens treårsfødselsdag, er blevet Irans nationale fødselsdagssang og har erstattet ’Happy birthday to you’. Bilen var ikke bare et produkt men gik ind i folkesjælen.

”Reklamefolkene havde en stor kage, som bilen kom ud af, og jeg fik fat i den scene. I dag synger alle den sang”, siger instruktøren, der fortæller om Paykan-fanklubber i Iran. ”Man får stor opmærksomhed, hvis man stadig kører rundt i en Paykan. Det bringer nostalgi og menneskelige følelser frem.”

Fra shahen til præstestyret 
Kayhan-bilen var forbindelsen mellem Shah- og præstestyret. Under Shahens tid kørte overklassen rundt i store amerikaner-biler. Paykan-bilen ændrede folks livsstil, for nu kunne alle køre bil. Den blev symbol på familielån, fritid og fremskridt.

”Regeringen under Shah-styret tjente godt på at sætte bilen i produktion. Det blev et nationalt projekt, og det var vigtigt at bilen ikke blev forbundet med de lavere klasser. Shahen var i gang med at skabe en middelklasse, han uddannede dem, og de skulle have noget at køre i. Derfor startede ministre med at køre i den, og efterhånden kørte alle i staten Paykan. Alle blev bilejere, og Paykan smurte olienationen. Siden blev systemet ændret, og der kom mindre biler,” siger kulturgeograen Pooya Ghoddousi i filmen.

Paykan-bilen har også en reference til Den Islamiske Revolution, for de revolutionære kørte rundt i Paykan og mobiliserede folk til at deltage i revolutionen og den ny nationalånd, der bestod i enhed og enkelhed. Bilen, der før havde haft alverdens udstyr, blev rippet for luksus, og paletten af farver blev reduceret til én, uskyldens farve, hvid. Selv bilen blev revolutioneret.

Paykanisering
Man taler om Paykanisering, fordi Paykan dominerede Irans bilmarked. Det var det amerikanske bilfirma Chrystler, der i 1967 købte bilfabrikken Roots, der producerede Paykan-bilen, som fik navnet af Paykan-brødrene, der designede den. I 1979 opkøbte det franske bilfirma Peugeot Roots-fabrikken, der solgte Paykan-produktionen for 1 dollars, da den gik konkurs.

I 2005 blev produktionen af Paykan-bilen stoppet, for der var brug for nye motorer. Paykan biler blev hugget op og kom på museum efter 36 år.For mens Paykan-bilen tidligere blev rost til skyerne, blev iranerne efterhånden trætte af dette ’original peace of Junk’, som en kunstner udtrykker det i filmen. Når alle har bilen, og man ikke ser andet i mange år, bliver man virkelig træt af den. For kunstnere blev den kitsch, rubbish, trash.

Iranerne orkede ikke længere sidde som sardiner i en dåse. Mange hadede den. Nok var der 5 sæder, men kun to døre, og det var ikke tilladt at køre 5 personer. Ingen komfort, ingen airkondition. Iranerne så efterhånden Paykan-bilen som utroværdig, og den brød sammen for et godt ord. Folk så reklamer for nye biler og drømte om noget større og bedre.

”Paykan-bilen skabte en illusion om at den ville føre til frihed og spare folk tid. Men den har også bidraget til Teherans ulidelige trafikkøer. Iranerne foretrækker stadig at sidde i kø for at opnå den personlige frihed, som man ikke har i offentlig trafik. Paykan bidrog samtidig til Teherans massive forurening og udvikling af kræft. Men Paykan-bilen skabte også en bilindustri i Iran, og den største i Mellemøsten, ifølge instruktøren.

Algeriet udskyder arabisk forår: Valget i maj 2012 blev godkendt af internationale observatører, men ikke af den algeriske menneskeretsliga. Jeg interviewede politikere, journalister, folk fra universiteter, civilsamfundet og fagforeningerne. Artiklen blev bragt ifm. Amnesty kampagne om Nordafrika og Mellemøsten.

Arabisk Ornamentik: Marokko er et studie i mønstre og farvekompleksitet. Mosaikker bruges i hjemmet, i restauranter, på fontæer og moskeer. Den rige udsmykning er en kærkommen udfordring for en vestlig, minimalistisk stilopfattelse. (6 siders artikel og fotos til magasinet De Farver).